
Om Forlaget Torsdag
Den bedste stund på ugen? Torsdag! Dagen, der både lukrerer på de første ugedages erfaringer og er helt tæt på weekendens overskud og afslapning. Torsdag rummer ganske enkelt alt det gode. Så selvfølgelig er forlaget her opkaldt efter yndlingsdagen.
Og nej, verden mangler ikke flere bøger, der skaber støj, men der er altid brug for bøger, der skaber indsigt og sjælevarme. Forlaget Torsdag er et fællesskab for forfattere med bøger, der vil noget. Både underholde og gøre klogere.
Torsdag er et enkeltmandsorkester med gæstestjerner - alle udgivelser og medvirkende er nøje udvalgt af forlægger og redaktør Marie Louise “Malou” Wedel Bruun. Hun røg i boggryden som ganske lille og har aldrig haft lyst til at komme op igen. Blev cand.mag. i dansk med moderne kultur og retorik: skriftlig formidling som tilvalgsfag, blev redaktør, skribent, forfatter, boganmelder, læsesalonværtinde, Bogholderiet-medstifter m.m.
Forlaget Torsdag blev grundlagt i januar 2020, men åbnede først dørene for offentligheden torsdag den 12. februar 2026. Første bog, Merete A Bairds “Mindesalat", udkom den 12. marts 2026.
Se mere på Instagram: @forlaget_torsdag